Sandsiger

Så havde jeg endelig gjort det. Jeg havde bestilt tid hos en sandsiger. Jeg har altid været nysgerrig efter at vide, hvordan det egentlig fungerer, hvordan clairvoyante arbejder, og hvordan hele oplevelsen i det hele taget er. Min far, som jeg har været meget tæt på gennem hele min barndom, var lige gået bort, og da en ulykke sjældent kommer alene, havde jeg også lige oplevet et brud efter 14 år sammen og med to børn. Så efter at have talt med en veninde tog jeg beslutningen. Tiden var inde, og det kunne bestemt ikke skade. Om ikke andet ville det give mig lidt underholdning og noget andet at tænke på.

Kritisk

Som freelancejournalist besluttede jeg mig for at gå meget professionelt til værks. Jeg ville klæde mig på og lægge makeup "helt anonymt" og ikke afsløre noget om mig selv for hende. Jeg ville ikke hjælpe, når hun begyndte at komme med forudsigelser. Jeg tog endda vielsesringen op af lommen for at bruge den som en test. Jeg ville spørge hende, om hun vidste, hvad der var i min lomme. Med adressen klar og bankende hjerte kørte jeg hen til Eva der var sandsiger. Jeg ringede til hende, da jeg stod uden for hendes hus. Hun boede lige uden for byens centrum i et hyggeligt lille hus. Haven var lidt forsømt og tilgroet med undtagelse af et lille drivhus, som så ud til at være meget velholdt og fyldt med grønne planter.

Naboen på gaden

Jeg havde nok forestillet mig en ældre kvinde, for jeg tog mig selv i at blive overrasket over, at damen, der kom ud, var i halvtredserne og klædt som en almindelig nabo på gaden. "Hej", sagde hun med venlig stemme, og jeg blev inviteret indenfor. Vi satte os i hendes køkken, og hun begyndte at lave en kop te til mig. Jeg følte, at det var lidt svært at smalltalke, som om det ikke var noget, hun interesserede sig for. Hun nynnede en sang, mens hun satte to tekopper, lidt fløde og en lille skål sukker frem. "Til dem af jer, der har en lidt sød tand," sagde hun og smilede. Jeg måtte også smile. Jeg brugte altid sukker i min te. Men det kunne sagtens skyldes gætværk. Når alt kommer til alt, var der alligevel en 50/50 chance for at have ret.

Med lukkede øjne

Hun tog mig i sine hænder og lukkede øjnene. Jeg sad der, lidt på hovedet, og var lidt usikker på, hvad jeg skulle gøre. Og så begyndte hun at tale. Hun beskrev de tegn, der kom til hende, og hvad de betød for mig i min situation. Hun sprang frem og tilbage i tiden og understregede, at "A" skete, fordi "B" var sket tidligere. Hun talte om, hvad jeg havde brug for, og hvordan jeg kunne opfylde de behov. Hun beskrev i detaljer, hvordan begivenhederne havde udfoldet sig i min barndom, og hvordan det har bragt mig derhen, hvor vi er i dag. Jeg følte, at jeg blev varm indeni. Min indre professionelle journalist havde taget en fridag. Nu var jeg bare her, i krop og sind, og tog imod, med kærlighed.

Ringen i din lomme

Da det hele var overstået, slap hun mine hænder og lænede sig lidt tilbage i stolen. Hun drak noget te, og jeg gjorde det samme. Det nervøse behov for smalltalk var væk. Hun kendte mig. Vi sad i stilhed, drak vores te og så på de små fugle, der hoppede rundt i haven. Det var godt bare at "være". Jeg tog en sidste slurk og rejste mig for at gå. Hun fulgte mig ud i gangen, og jeg takkede hende for en øjenåbnende læsning. Hun kiggede på mig og sagde: "Nu skal du bare slappe af og tage imod de budskaber, universet har til dig. Det kan nogle gange være lidt meget på én gang. Og du, den der ting i din lomme." Jeg kiggede overrasket op på hende. Jeg havde helt glemt det, og nu følte jeg mig lidt flov over min lille "plan".

Accept

Hun fortsatte i sin sædvanlige venlige tone: "Bare læg det væk. Det er en del af din fortid, og du behøver ikke længere dvæle ved den. Din fremtid ser ikke sådan ud længere." Jeg smilede og sagde endnu en gang "tak". Jeg kørte hjem i stilhed. Ingen radio eller musik. Da jeg kom hjem, var det første, jeg gjorde, at tage ringen op af lommen og lægge den væk. Hun havde ret. Jeg havde ikke brug for den længere. Jeg har mødt hende et par gange siden, og det vil jeg nok blive ved med. Der er sikkert mange underlige ting derude og mange mennesker, der påstår, at de har evner, som de ikke har. Men jeg er nu helt overbevist om, at der findes mennesker, som virkelig har evner.