Keltisk mytologi og den anden verden

Fortryllende og fuld af magi er keltisk mytologi en af Europas ældste og rigeste fortælleskatte. Den rummer mægtige guder, modige helte og en hemmelighedsfuld anden verden lige bag vores egen. Kelterne skrev aldrig selv deres myter ned, men gav dem trofast videre fra mund til mund. Først langt senere blev de gamle historier nedfældet af kristne munke i Irland og Wales. Her møder vi gudefolket Tuatha Dé Danann, den store helt Cú Chulainn og de små feer i bakkerne. Naturen, skæbnen og det tynde slør mellem verdener går igen i næsten hver eneste fortælling. Mange af myterne lever desuden videre i nutidens eventyr, fester og fantasy. At dykke ned i keltisk mytologi er at træde ind i en verden af både skønhed og magi.

En verden af guder

Fuld af guder, ånder og magi fører den keltiske mytologi os til et helt andet Europa. Kelterne var folkeslag, der for længe siden boede i store dele af kontinentet og på hele De Britiske Øer. Deres fortællinger myldrer med mægtige guder, modige helte og sære, talende dyr. Netop derfor regnes den keltiske arv blandt de rigeste kilder til europæisk religion og mytologi. I denne verden er hele naturen levende, og floder, træer og bakker kan rumme noget helligt. Mennesker og guder lever meget tæt på hinanden, ofte kun adskilt af et tyndt slør. Bag hver høj og hver kilde kan der gemme sig en helt anden og skjult virkelighed. Selve vejen, historierne har rejst, er næsten lige så fascinerende som dem selv.

Bevaret af munke

Mundtligt gik alle myterne i arv, for kelterne skrev dem aldrig selv ned. Ansvaret for at huske dem lå hos druiderne, et lærd og meget højt agtet præsteskab. De kunne efter sigende lange digte og hele slægtsrækker udenad efter mange års hård træning. Da kristendommen kom, var det munke i Irland og Wales, der endelig satte historierne på pergament. Uden deres flittige og tålmodige arbejde havde vi i dag kun kendt ganske lidt til denne religion og mytologi. Også græske og romerske forfattere har efterladt os enkelte spredte glimt af kelternes tro. Tilsammen tegner de gamle kilder et billede, der både er rigt og fuldt af huller. Først og fremmest myldrer myterne dog med et helt folk af farverige guder.

Gudernes folk

Centralt i de irske myter står et helt gudefolk, kaldet Tuatha Dé Danann. De skulle være kommet til Irland for meget længe siden og herske med både visdom og magi. Blandt dem finder vi Dagda, den gode fader med sin vældige kæmpekedel og sin magiske kølle. Lugh var lysets og håndværkets gud og dygtig til næsten alt, hvad han rørte ved. Krigsgudinden Morrígan kunne skifte skikkelse og varslede ofte død og nederlag på slagmarken. I de walisiske fortællinger, samlet i værket "Mabinogi", møder vi andre farverige skikkelser. Sammen danner alle disse skikkelser en rig og broget himmel af guder. Disse guder er hverken helt gode eller helt onde, men lige så sammensatte som mennesker. Lige så levende som guderne er dog de store helte, myterne dyrker.

Helte og deres skæbne

Side om side med guderne dyrker de keltiske myter en hel række store og tragiske helte. Mest berømt er nok Cú Chulainn, en ung kriger med overmenneskelig styrke og et frygteligt kampraseri. Hans mange bedrifter fylder den såkaldte Ulster-cyklus, en af de vigtigste samlinger af gamle sagn. En anden stor helt er Finn, der ledte en flok berømte krigere kendt som fianna. Mange af heltene var bundet af særlige løfter og hellige tabuer, som de aldrig måtte bryde. Brød de først et sådant løfte, ventede der dem ofte en grum og helt uafvendelig skæbne. Den slags fortællinger handler altid lige så meget om ære og skæbne som om ren kamp. Men ud over guder og helte rummer myterne også en helt anden verden.

Den anden verden

Mest dragende af alt er nok selve forestillingen om den anden verden. Mange af de fineste keltiske fortællinger handler netop om rejser dertil. Det er et skjult rige af evig ungdom, stor skønhed og overflod lige ved siden af vores eget. Her drog gudefolket efter sigende hen, da mennesker langsomt overtog det synlige land. Indgangen findes i de grønne høje, som vi i dag kalder gravhøje eller feernes bakker. Tid og rum opfører sig helt anderledes derinde, og en enkelt nat kan svare til mange år. Stedet er på én gang lokkende og farligt, for den, der træder forkert, kommer måske aldrig hjem. Sløret mellem de to verdener tænkes at være allertyndest på ganske bestemte tider af året. Især en ganske særlig nat åbnede grænsen sig på vid gab.

Årets gang og naturen

Natten var Samhain, hvor kelterne fejrede selve overgangen til den mørke og kolde tid. Hele deres verden var nemlig dybt forbundet med både naturen og med årets evige gang. Netop ved Samhain var sløret til den anden verden allertyndest, og de døde kunne vende hjem. Den gamle fest lever stadig videre i dag, både i allehelgen og i nutidens halloween. Også tanken om forvandling, hvor mennesker bliver til dyr eller til fugle, går igen overalt. Selv om kelternes gamle tro for længst forsvandt, blev selve fortællingerne aldrig helt glemt. De lever videre i eventyr om feer, i moderne fantasy og i nyere former for naturtro. Sådan blomstrer en ældgammel mytologi stadig, langt fra de tågede bakker, hvor den opstod.

Magien lever videre

Først og fremmest er keltisk mytologi en hel verden af natur, magi og skæbne. Det vigtigste at tage med er, at den minder os om en tid, hvor alt var levende og dybt besjælet. Vil man vide mere, kan man dykke ned i de gamle irske sagn eller i de walisiske fortællinger. At lære årets gamle fester at kende giver desuden en rigtig fin nøgle til kelternes verden. Bag myternes tale om skæbne og et tyndt slør ligger spørgsmål, vi stadig stiller os selv. Stiller man selv den slags spørgsmål, vælger nogle at søge svar i en samtale med en clairvoyant. En sådan samtale kan give en fornemmelse af de skjulte tråde i ens eget liv. Til sidst minder keltisk mytologi os om, at verden måske er rigere, end vi tror.