Evokation og kunsten at kalde ånder frem

At kalde noget frem fra det usynlige er et af magiens ældste motiver. Evokation betegner den del af kunsten, hvor en ånd tilkaldes og tænkes at vise sig uden for udøveren. Den adskiller sig fra invokation, hvor ånden eller guden kaldes ind i udøveren selv. Mange af forestillingerne stammer fra middelalderens og renæssancens trolddomsbøger, som beskriver ånder med navne, segl og rang. Engelskmanden John Dee fik i 1580-erne stor opmærksomhed for sine samtaler med engle. Rituelle redskaber som cirkel, trekant og røgelse spiller en stor rolle i beskrivelserne. I dag læser mange evokation symbolsk og ser åndernes navne som billeder på kræfter i psyken. Andre bevarer en traditionel tro på, at de er virkelige væsener.

Et kald til det usynlige

Ordet kommer af det latinske evocare, som betyder at kalde frem. Inden for heksekunst og ceremoniel magi er evokation kunsten at tilkalde en ånd, så den viser sig uden for udøveren. Ånden kan være en engel, en dæmon, en naturånd eller en afdød slægtning. Traditionelt sker det i et afgrænset rum og efter en nøje forberedelse. Ritualerne er ofte beskrevet i gamle bøger, hvor man kan finde navne, rækkefølger og sætninger. Praksis findes i mange kulturer og under mange navne. Den kan være alvorlig og højtidelig, men også stille og eftertænksom. Hensigten er som regel at stille et spørgsmål, få indsigt eller bede om hjælp. Hvordan evokation adskiller sig fra den nært beslægtede invokation, er afgørende at forstå.

Når ånden kommer udefra

Forskellen ligger i retningen. Ved invokation kalder man en ånd eller en gud ind i sig selv og lader den tale gennem én. Ved evokation tænker man sig, at ånden dukker op udenfor, for eksempel i røgen, i et spejl eller i en tegnet figur. Heksekunst kender begge former, men lægger ofte mere vægt på invokation og på kontakten til naturen. I praksis glider ordene ind i hinanden, og mange udøvere bruger dem løsere end de gamle tekster. Forskellen kan også forklares som at åbne en dør for noget eller at invitere noget indenfor. Den afgør, hvordan man forbereder sig. Fælles er respekten for det, man kalder på, og tanken om, at kontakten kræver forberedelse. Hvor alle de ånder og navne stammer fra, fortæller de gamle trolddomsbøger.

Fra Salomon til Cyprianus

Trolddomsbøger, også kaldet grimoirer, samler vejledninger til magiske handlinger. »Salomons nøgle« og »Lemegeton« stammer fra renæssancen og indeholder listen over de 72 ånder, som kaldes Goetia. Hver ånd har sit navn, sit segl og sine egenskaber. »Heptameron« blev tilskrevet læge og filosof Peter fra Abano og beskriver ånder efter dag og planet. I Norden kendte man »Cyprianus«, en sort bog, der cirkulerede i håndskrift og senere i tryk. Den blandede sagn, lægeråd og besværgelser og blev opfattet som både farlig og eftertragtet. Mange af bøgerne blev forbudt af kirken, men læst i det skjulte. Bøgerne findes i dag på museer og biblioteker. En af de mest omtalte forsøgsrækker blev dog ført af to englændere i 1580-erne.

John Dee og englenes sprog

John Dee var rådgiver for dronning Elizabeth I og samtidig lærd og matematiker. Sammen med sin medhjælper Edward Kelley brugte han krystal og spejl til at opnå syner. Dee noterede hver detalje omhyggeligt. Sammen nedskrev de samtaler med engle, som de mente at have haft over flere år. Beskeder blev givet på et særligt sprog, som i dag kaldes enokiansk. Dees dagbøger er bevaret og har fascineret forskere og magikere i århundreder. Mange senere magikere bygger på dem, blandt andre Den Gyldne Daggry, som blev stiftet i 1888. Det er svært at afgøre, om Dee så en virkelig åndeverden, eller om han fulgte sin egen fantasi. Hvordan et møde med ånder ifølge teksterne forberedes, er et spørgsmål om ritual og orden.

Cirkel, trekant og røgelse

Forberedelsen begynder ofte med renselse af krop og rum. Udøveren tegner en cirkel, som skal beskytte, og lægger en trekant uden for, hvor ånden tænkes at vise sig. Hver ånd har et segl, som holdes frem som tegn på myndighed. Cirklen er selve rammen, og den regnes for et tegn på, at udøveren har styr på situationen. Mange tekster foreskriver også bestemte tidspunkter, som svarer til planeterne. Røgelse, lys og symboler skaber stemning og afgrænser det hellige. Teksterne betoner ydmyghed og respekt, selv når de bruger kommanderende vendinger. Til sidst giver man ånden tilladelse til at forlade stedet og afslutter ritualet. Detaljerne er forskellige fra bog til bog og fra tradition til tradition. Hvordan nutidens udøvere ser på det hele, er meget forskelligt.

Nutidens fortolkninger

Mange nutidige udøvere læser evokation symbolsk. Psykologen Carl Gustav Jung så ånder som billeder på kræfter i det ubevidste. I 1970-erne gjorde kaosmagien teknikken til et redskab til at ændre sit eget syn. Andre i heksekunsten kalder på forfædre eller stedets ånder og gør det med enkle ord og tak. Nogle bevarer troen på, at ånderne er virkelige væsener med egen vilje. Åndernes navne bruges nogle gange som et poetisk sprog om det usynlige. Nogle laver små ritualer uden brug af traditionelle navne. Skeptikere forklarer oplevelserne med fantasi, forventning og stærk koncentration. Uanset hvad man tror, understreger de fleste, at forberedelse, etik og nøgternhed er vigtige. Mange finder, at den største gevinst er selvindsigt.

Veje videre med omtanke

Som gammel kunst er evokation en blanding af ritual, tro og fantasi. Vil du læse mere, så søg bøger om europæisk magis historie og om nordisk folketro. Kurser i religionshistorie giver et godt blik for, hvordan trolddomsbøger blev til og brugt. Hold fast i en nøgtern holdning, og tag dig god tid til at forstå, hvad du læser. Spørgsmål kan også drøftes med erfarne udøvere. Læs gerne om John Dee og om Cyprianus og sammenlign, hvordan de beskriver ånderne. Mange føler, at spørgsmål om ånder og usynlige væsener bedst bliver sat i ord sammen med et andet menneske. En samtale med en intuitiv samtalepartner i telefonen kan give plads til sådanne tanker. Samtalepartneren lytter og kan pege på nye måder at forstå det, du oplever.