Smaragdtavlen og hemmeligheden bag alkymien

En gammel tekst på blot få linjer har fulgt europæisk tænkning i mange århundreder. Den kaldes smaragdtavlen og hævder at rumme nøglen til hele verdens orden. Dens oprindelse er indhyllet i sagn om en grav og en grøn sten. Bag den står den mytiske Hermes Trismegistos, som både grækere og arabere regnede for en vismand uden lige. Teksten taler om enhed, forvandling og forbindelsen mellem himmel og jord. Alkymister læste den som en opskrift, og filosoffer læste den som et verdensbillede. Selv Isaac Newton skrev sin egen oversættelse af den. Ordet hermetisk, om noget lukket og forseglet, stammer fra Hermes navn. I dag møder man dens ord i bøger om esoterisk tænkning og i populærkulturen, og den fortsætter med at vække undren hos nye læsere.

En kort tekst med stor kraft

På få linjer lover en gammel tekst at forklare hele verdens opbygning. Den kaldes smaragdtavlen og regnes for et af de vigtigste skrifter i vestlig alkymi og hermetisme. Ifølge sagnet blev ordene ridset ind i en grøn sten af den mytiske Hermes Trismegistos. Teksten er kort, gådefuld og skrevet i tætte billeder. Den fylder ikke mere end en halv side, og den korte form gør, at den kan citeres og omtolkes i det uendelige. Mange regner den for hermetismens grundtekst, selvom den ikke er den eneste. Netop det har gjort den til et yndet emne inden for esoterisme, hvor man læser den som en nøgle til skjult viden. Læsere har fundet både kemi, filosofi og religiøs lære i den. Hvor tavlen egentlig kommer fra, har sin egen fortælling.

Fra arabisk håndskrift til Europa

Den ældste kendte version er arabisk og stammer fra 700- eller 800-tallet. Ifølge sagnet fandt en vismand ved navn Balinus tavlen i en grav, hvor Hermes' legeme hvilede med en grøn sten i hænderne. I 1100-tallet blev teksten oversat til latin, og derfra spredte den sig til klostre og lærde kredse i Europa. Esoterisme i middelalderen byggede i høj grad på oversættelser som denne. I 1500-tallet blev den trykt og kunne læses langt uden for de lukkede kredse. Mange forfattere kommenterede den og tilføjede deres egne tolkninger. Hver ny oversætter satte sit præg på ordene. Derfor findes der i dag flere forskellige versioner. Det gør tavlens vej gennem tiden til en slags kædebrev af lærde. Hvem Hermes Trismegistos egentlig var, er en gåde i sig selv.

Hermes, den tredobbelt store

Hermes Trismegistos er en blanding af to guder. Grækerne havde Hermes, budbringeren, og egypterne havde Thoth, som styrede skrift og visdom. I det hellenistiske Egypten smeltede de to figurer sammen til en vismand, som fik tilnavnet »den tre gange store«. Under hans navn blev der skrevet mange tekster om verdens opbygning, sjælen og forbindelsen til det guddommelige. De samles ofte under navnet »Corpus Hermeticum«. Hermes blev også æret som sjælenes vejviser. I smaragdtavlen siger skikkelsen selv, at han besidder tre dele af hele verdens visdom. Det kan forstås som viden om kroppen, sjælen og ånden eller som tre veje til den samme sandhed. Tavlens mest berømte sætning handler om forbindelsen mellem oven og neden.

Oven og neden i samme billede

»Det, der er nedenunder, er som det, der er ovenover.« Sådan lyder hovedtanken i de fleste oversættelser. Den betyder, at alt i universet hænger sammen og følger de samme mønstre. Stjernerne på himlen og livet på jorden spejler hinanden. Mennesket, som lille verden, spejler den store. Tanken blev grundlaget for astrologi, for læren om planeternes metaller og for mange ritualer. Den peger også på, at alting udspringer af en enhed, som teksten kalder den ene ting. Princippet kaldes ofte korrespondens og bruges stadig som et tankeredskab. Det forklarer, hvorfor planter, metaller og dage kunne knyttes til planeterne. Nogle læser det mere som en bøn om harmoni end som en naturlov. Hvordan teksten beskriver selve forvandlingen, sker i billeder af sol, måne og vind.

Sol, måne og de fire elementer

Solen kaldes tingens far og månen dens mor. Vinden bærer den i sin bug, og jorden nærer den. Billederne beskriver en proces, hvor noget fint skilles fra noget groft. Ilden skal adskilles fra jorden, og alt skal ske med omhu og tålmodighed. Derefter stiger tingen op mod himlen og vender tilbage til jorden med fornyet kraft. Detaljerne skifter mellem de forskellige udgaver. Billedsproget gør teksten åben for mange tolkninger. Alkymister læste dette som en opskrift på at forvandle stoffer. Andre læste det som en rejse for sjælen, hvor man renser sig og stiger i bevidsthed. I begge tilfælde er forvandlingen ikke et trick, men en proces med flere faser. Hvordan disse tolkninger har præget senere tænkere, viser sig hos nogle meget kendte navne.

Newton, Jung og eftertiden

Middelalderens lærde som Albertus Magnus og Roger Bacon skrev kommentarer til teksten. Paracelsus byggede sin lægekunst på tanken om, at naturen rummer skjulte forbindelser. Isaac Newton nedskrev i 1600-tallet sin egen oversættelse, som stadig findes i hans papirer. Han brugte mange år på alkymi side om side med fysikken. Hans notater viser, hvor alvorligt han tog emnet. Mange andre kendte lærde delte hans nysgerrighed. I 1900-tallet læste psykologen Carl Gustav Jung alkymiens billeder som symboler på menneskets indre udvikling. I dag møder man tavlens ord i bøger, film og kunst. De fungerer ofte som en kort formel for, at alt hænger sammen. Netop derfor lever teksten videre, uanset om man læser den som kemi, filosofi eller poesi.

Fra tanke til eget liv

Kernen er tanken om, at alt hænger sammen, og at forvandling er mulig. Vil du læse videre, så søg på biblioteket efter bøger om hermetisme, alkymi og idéhistorie. Læs gerne flere oversættelser af samme tekst og sammenlign, hvordan ordene vælges. Kurser i religionshistorie kan give en solid ramme om emnet. Tanken om det øverste og det nederste kan også bruges til at se på sit eget liv. Man kan spørge sig selv, hvad der sker indeni, når noget sker udenfor, og omvendt. Skriv gerne ned, hvilke sammenhænge du selv ser. En samtale med en åndelig vejleder i telefonen kan give plads til sådanne overvejelser. Vejlederen kan hjælpe dig med at se sammenhænge og finde dine egne svar. Det er en tradition, hvor læseren selv deltager i tolkningen.