Daath og den skjulte sefira

Midt på kabbalaens store Livets Træ gemmer den skjulte sefira daath sig for de fleste. Træet består af ti kendte sefirot, men daath tælles aldrig rigtig med blandt dem. Selve ordet daath betyder viden og peger på selve foreningen af visdom og forståelse. Her ligger også afgrunden, den store og dybe kløft mellem det guddommelige og vores egen verden. For at nå det højeste må den søgende først vove sig ud over denne kløft. I den vestlige magi blev daath til et stærkt symbol på både skjult viden og stor fare. At forstå daath er på mange måder at nærme sig selve grænsen for, hvad et menneske kan vide. For nogle er det en port, for andre en advarsel om at træde varsomt. Den skjulte sefira er derfor et af de mest gådefulde steder på hele Livets Træ.

En sefira i det skjulte

Kabbalaen rummer et hemmeligt og gådefuldt punkt, der bærer det korte navn daath. Man kalder det ofte den skjulte eller ligefrem usynlige sefira på Livets Træ. Selv om det spiller en meget vigtig rolle, tælles det aldrig med blandt de ti andre. Navnet daath betyder viden, og netop viden er selve kernen i hele dets væsen. Dette punkt er med tiden blevet et af de mest omtalte steder i al esoterisme. For mange søgende står det som en lokkende port til en dybere og skjult erkendelse. Andre nærmer sig det med både ærefrygt og en god portion forsigtighed. Det siges nemlig at rumme både den største viden og den største fare. Netop denne dobbelthed har fascineret mystikere i mange hundrede år. Men for at forstå daath må man først kende selve Livets Træ.

Livets Træ og dets pladser

Træet er kabbalaens store og hellige kort over hele skabelsen og det guddommelige. Det består af ti sefirot, altså punkter, der hver rummer en bestemt side af Gud. Fra den øverste krone strømmer selve kraften ned gennem visdom, forståelse og videre nedad. Disse sefirot er bundet sammen af mange stier og danner tilsammen et helligt mønster. Netop dette træ er en af de vigtigste hjørnesten i al jødisk mystik og esoterisme. Mellem de tre allerøverste punkter og resten af træet åbner der sig en dyb kløft. Og netop dér, midt i denne svimlende kløft, finder vi den skjulte daath. Det er en helt særlig plads, som ingen anden sefira deler med den. Spørgsmålet er så, hvorfor daath aldrig regnes med som en rigtig sefira.

Viden mellem to søjler

Grundbetydningen af selve ordet daath er ganske enkelt viden på hebraisk. Det står for netop det punkt, hvor visdom og forståelse smelter helt sammen til ét. Man kan sige, at daath er selve foreningen af de to øverste og største kræfter. Netop derfor regnes det ikke som en sefira i sig selv, men snarere som deres møde. Nogle kalder det et tomt sted, hvor en sefira engang faldt bort. Andre ser det som selve stedet, hvor det guddommelige kan erkendes af et menneske. Det er altså på én gang både fyldt af mening og mærkeligt fraværende. Under alle omstændigheder markerer daath en helt særlig og meget farlig grænse. Netop denne dobbelte natur gør det så svært at sætte i bås. Denne grænse har fået et navn, der får det til at gyse i mange.

Afgrunden åbner sig

Kløften kaldes afgrunden og er en dyb og skræmmende revne midt på træet. Den skiller den øverste og guddommelige verden fra alt det, der ligger nedenfor. Daath sidder som en smal port lige ved kanten af denne enorme afgrund. For at nå helt op til det højeste må den søgende først krydse hele dette tomrum. Turen regnes for både livsfarlig og fuld af hemmelig, forvandlende viden. Den, der falder, risikerer at miste både sig selv og sin forstand. I nogle traditioner vogtes afgrunden endda af en mørk og fjendtlig kraft. Derfor nærmer man sig kun daath med den allerstørste respekt og forsigtighed. Det er ikke et sted, man betræder let eller uden grundig forberedelse. Netop denne dobbelthed har gjort daath berømt i hele den vestlige magi.

Porten i vestlig magi

Vestlige magikere gav med tiden daath en helt central og ganske farlig rolle. Ordener som Golden Dawn så det som selve porten til den dybe og skjulte viden. At krydse afgrunden blev til et af de allersværeste trin på den åndelige vej. Kun de mest erfarne turde overhovedet forsøge at nå så langt. Den berømte og berygtede Aleister Crowley beskrev sit eget møde med afgrundens mørke vogter. Denne skikkelse, kaldet Choronzon, står for opløsning og for tabet af selvet. Kun ved at give fuldstændig slip mente man at kunne komme igennem afgrunden. På den anden side ventede der så en langt dybere og mere sand erkendelse. Historierne om daath blev derfor både fascinerende og en smule skræmmende. Bag alle disse billeder gemmer der sig dog en dyb symbolsk mening.

Tærsklen til erkendelse

Menneskeligt set kan daath også ses som et smukt billede på vores eget indre. Det står for selve tærsklen mellem ikke at vide og pludselig at forstå noget nyt. Enhver dyb erkendelse kræver nemlig, at vi tør slippe det gamle og velkendte. Ligesom afgrunden kan et stort vendepunkt i livet føles både skræmmende og løftende. Daath minder os om, at sand viden ofte ligger på den anden side af en grænse. Det er også det sted, hvor to modsætninger kan mødes og blive til noget helt nyt. At turde se det ukendte i øjnene er en ægte og modig form for indre styrke. Nogle gange må vi give slip på det, vi troede, for at nå det, vi søger. Sådan bliver den skjulte sefira til et smukt symbol på menneskets egen vækst.

Mod og erkendelse

Rigt og gådefuldt står daath tilbage som et af kabbalaens allerdybeste symboler. Det vigtigste at tage med er, at det handler om viden, om mod og om forvandling. Vil man vide mere, kan man læse om selve kabbalaen og om det smukke Livets Træ. At nærme sig stoffet langsomt og med en dyb respekt er en både klog og god vej. Bag ønsket om dybere viden står der tit et menneske ved en helt egen indre tærskel. Store valg og vendepunkter kan få os til at søge både råd og retning. Står man over for et sådant vendepunkt, vælger nogle en samtale med en clairvoyant. En sådan samtale kan give mod til at tage det næste og meget vigtige skridt. Til sidst er det allerstørste spring altid det, vi tør tage i os selv.