Corpus Hermeticum og den skjulte visdom

Værket Corpus Hermeticum er en gammel og ærværdig samling af græske skrifter om det guddommelige og verden. De tilskrives den sagnomspundne Hermes Trismegistos, men blev i virkeligheden skrevet i senantikken. Teksterne handler om Gud, om kosmos og om menneskets sjæl og dens lange vej mod lyset. En af deres kerner er tanken om, at det guddommelige bor i alt og dermed også i os selv. I renæssancen blev skrifterne oversat på ny og fik en enorm betydning for hele esoterismen. De inspirerede både magi, astrologi og alkymi langt op gennem tiden. Senere viste man dog, at de var noget yngre, end man længe havde troet. At læse Corpus Hermeticum er stadig at møde selve roden til vestlig hemmelig visdom.

En samling hellige skrifter

Titlen Corpus Hermeticum dækker over en hel samling af gamle og hellige skrifter. Der er tale om en lille snes tekster skrevet på græsk helt tilbage i oldtiden. De handler alle om det guddommelige, om kosmos og om menneskets allerdybeste natur. Tonen er ophøjet og fuld af undren over verdens og sjælens helt store gåder. Mange regner netop disse skrifter for selve grundstenen i al vestlig esoterisme. Her møder man tanker om en skjult visdom, der binder alt i tilværelsen tæt sammen. Skrifterne er ofte skrevet som dialoger og syner mellem en mester og hans elev. For læseren åbner der sig en helt anden og langt dybere måde at se verden på. Selve ophavsmanden til teksterne er dog omgærdet af både myte og dyb mystik.

Hermes Trismegistos

Teksterne tilskrives en gammel og gådefuld sagnfigur ved navn Hermes Trismegistos. Selve navnet betyder den tregange største og peger på en blanding af to guder. I ham smelter den græske gud Hermes sammen med den egyptiske visdomsgud Thoth. Han blev opfattet som en urgammel vismand, der havde skænket menneskene al hemmelig viden. I virkeligheden blev skrifterne dog skrevet af flere forskellige og ukendte forfattere i senantikken. De fleste af dem opstod omkring det 2. århundrede i det lærde og brogede Egypten. Alligevel blev Hermes til en slags fader for hele den senere esoterisme. Hans navn kom med tiden til at stå for al skjult og hemmelig viden. Spørgsmålet er så, hvad disse gamle tekster egentlig vil fortælle os.

Lære om Gud og sjæl

Budskabet i teksterne er på én gang både enkelt og helt svimlende dybt. Alt udspringer ifølge dem af én eneste guddommelig kilde, der gennemstrømmer hele tilværelsen. Også i mennesket bor der en lille, men ægte gnist af dette guddommelige lys. Vejen tilbage til Gud går derfor gennem en dyb erkendelse, som grækerne kaldte gnosis. Den, der vågner til denne dybe viden, kan løfte sin egen sjæl op mod sit ophav. I det berømte skrift "Poimandres" ser en mand selve skabelsen udfolde sig i et stort syn. Teksterne taler også om en genfødsel, hvor sjælen renses og langsomt bliver hel. Sådan tegner de et håbefuldt billede af menneskets lange vej tilbage til lyset. En enkelt sætning samler dog hele denne store verdensforståelse.

Foroven og forneden

Den sætning lyder som foroven, så forneden, og rummer hele den hermetiske tankegang. Den betyder, at det store kosmos og det lille menneske spejler hinanden fuldstændigt. Hver enkelt af os bærer altså hele verdensaltet i sig som et helt lille mikrokosmos. Det, der sker ude blandt de fjerne stjerner, har en genklang dybt inde i sjælen. Derfor mente man, at den, der virkelig kender sig selv, også kan kende hele universet. Netop denne idé blev en bærende hjørnesten i astrologi, alkymi og senere magi. Den fik mennesker til ivrigt at lede efter skjulte forbindelser mellem alle ting. Tanken om en dyb sammenhæng mellem alt har siden inspireret utallige søgende sjæle. Selve skrifterne lå dog skjult og glemt i mange hundrede år.

Genfundet i renæssancen

Op gennem hele middelalderen var teksterne stort set forsvundet i den vestlige verden. Først i renæssancen dukkede de op igen og skabte en helt utrolig og vild opsigt. I 1463 oversatte den lærde Marsilio Ficino dem omhyggeligt fra græsk til latin. Han gjorde det på bestilling af den mægtige fyrste Cosimo de Medici i Firenze. Fyrsten bad ham endda om at lægge Platon til side og oversætte Hermes allerførst. Pludselig kunne lærde i hele Europa læse de gamle og hemmelige visdomsord. Skrifterne tændte straks en glød af begejstring for magi, astrologi og alkymi. Mange så dem som en urgammel visdom, der var ældre end både Moses og Platon. Den store begejstring fik dog senere et ganske alvorligt og uventet knæk.

Yngre end først antaget

Sprogforskeren Isaac Casaubon påviste i 1614 noget ganske overraskende om selve teksterne. Han kunne vise, at de slet ikke var nær så gamle, som man længe havde troet. De stammede ikke fra Moses tid, men derimod fra de første århundreder efter Kristus. Den opdagelse rystede en del af de ivrigste tilhængere ganske dybt. For nogle mistede skrifterne dermed lidt af deres ophøjede og hellige glans. Alligevel blev de ved med at være en solid grundvold i hele den vestlige esoterisme. Bevægelser som rosenkreuzerne og senere hemmelige ordener byggede flittigt videre på dem. Selv ordet hermetisk, som betyder lukket og hemmeligt, stammer fra netop denne gamle arv. Sådan lever skrifternes dybe tanker den dag i dag videre i mangt et åndeligt miljø.

Visdom der lever videre

Tilbage står Corpus Hermeticum som en sjælden og dyb kilde til ældgammel åndelig visdom. Det vigtigste at tage med er, at det i bund og grund handler om at kende både Gud og sig selv. Vil man læse videre, findes der i dag gode oversættelser af skrifterne på flere sprog. At fordybe sig i de gamle tanker om det guddommelige kan åbne for helt ny undren og indre ro. Bag enhver åndelig søgen ligger der ofte et dybt ønske om at forstå livets allerstørste gåder. Brænder man inde med sådanne store spørgsmål, vælger nogle en samtale med en clairvoyant. En sådan samtale kan give et helt nyt blik på ens egen vej og indre liv. Til sidst minder Corpus Hermeticum os om, at den dybeste visdom også bor i os selv.