Champ og søuhyret i Lake Champlain

Vandet mellem Vermont, New York og Quebec gemmer på en af Nordamerikas mest omtalte legender. Her fortælles der om Champ, som mange beskriver som et langt og mørkt væsen med slank hals. Artiklen gennemgår søens landskab og de ældste beretninger fra egnen. Den ser også nærmere på det berømte fotografi fra 1977, som gjorde væsenet kendt langt uden for byerne omkring søen. Dernæst følger de forklaringer, som forskere og skeptikere har foreslået, lige fra bølger og drivtømmer til kendte fisk og dyr. Til sidst tager teksten fat på de lydoptagelser og resolutioner, som stadig holder historien i live. Målet er at give et nøgternt og levende billede af en legende, som både underholder og undrer, år efter år.

Legenden om Champ

I Nordamerika taler mange om et væsen, som angiveligt lever i Lake Champlain. Det kaldes Champ og regnes af mange for et af verdens mest kendte søuhyrer. Fortællingen hører i dag hjemme inden for det, som kaldes paranormalt. Ingen har nemlig kunnet bekræfte dyrets eksistens. Alligevel meldes der hvert år om nye iagttagelser fra søens bredder. Beskrivelserne minder om hinanden. Væsenet skildres som langt og mørkt med en slank hals, der rager op over vandet. Nogle vidner nævner også pukler, som bryder overfladen, når dyret bevæger sig. Historien har gjort søen til et yndet mål for turister og for dem, der gerne vil se noget uforklarligt med egne øjne. Svaret skjuler sig i selve søens beskaffenhed, som vi ser nærmere på nu.

Søen og dens dybe vand

Lake Champlain er en stor ferskvandssø mellem Vermont, New York og den canadiske provins Quebec. Den strækker sig over næsten 200 kilometer og er på det dybeste omkring 120 meter. Det giver rig plads til skjulte historier. Mange oplever netop dybden og det kolde vand som en grund til at tro på det uforklarlige. Derfor knytter søen sig tæt til alt det, vi forbinder med paranormalt i folketroen. Søen har desuden været en vigtig handelsrute i flere hundrede år. Mange både har krydset vandet, og mange øjne har haft god tid til at studere overfladen. Tågen kan lægge sig tæt om morgenen. Bølger og vind får let almindelige ting til at ligne noget helt andet. Det er tid til at se på, hvem der først fortalte om et væsen i søen.

De første beretninger

Ifølge overleveringen har de oprindelige folk omkring søen fortalt om et væsen i vandet i generationer. Den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain nåede søen i 1609. Han er blevet knyttet til legenden, men hans notater beskriver sandsynligvis en kendt fisk. I 1800-tallet blev beretningerne langt mere hyppige. Lokale aviser skrev om mærkelige iagttagelser fra både og kyststrækninger, og historierne spredte sig hurtigt fra by til by. Enkelte skribenter så en god anledning til at fortælle dramatiske historier om søslanger. Andre tog beretningerne alvorligt og noterede nøje, hvor og hvornår væsenet var blevet set. Det store gennembrud kom med et enkelt fotografi fra 1977, som vi ser på nu.

Fotografiet fra 1977

Det var et fotografi taget af Sandra Mansi, som gjorde Champ kendt over hele verden. Hun var på udflugt med sin familie ved St. Albans Bay i Vermont, da hun mente at se et stort dyr stikke hovedet op af vandet. Billedet viser en hals og et lille hoved over overfladen, og det er siden blevet gengivet i utallige bøger og tv-programmer. Eksperter har diskuteret billedet i årevis. Nogle mener, at det kan vise et drivende stykke træ, mens andre fastholder, at det er umuligt at afgøre. Sandra Mansi har selv holdt fast i, at hun så et levende væsen. Billedet er undersøgt gentagne gange, uden at nogen har kunnet give et endeligt svar. Tilbage står et enkelt øjebliksbillede, som stadig deler både forskere og turister. Hvad der kan forklare alle disse iagttagelser, besvares i det følgende.

Teorierne bag væsenet

Flere forklaringer er blevet foreslået gennem tiden. Drivtømmer og bølger kan se ud som en bevægelig krop, især i dårligt lys. Andre peger på ottere, som svømmer på række, eller på store fisk som stør, der af og til viser ryggen. Der findes også dem, som tror på en overlevende urtidsøgle, men biologer anser det for meget usandsynligt. Psykologer minder om, at forventninger kan præge det, vi ser. Den, der kender legenden, tolker lettere en skygge som et væsen. Mange vidner beskriver desuden, at de kun så dyret i få sekunder. Så korte iagttagelser er svære at efterprøve bagefter. Selv erfarne sejlere kan tage fejl på åbent vand. Alligevel har ingen forklaring kunnet dække alle beretninger. Om der findes håndgribelige beviser, afslører næste afsnit.

Søgen efter beviser

Der findes ingen krop, intet skelet og ingen utvetydige optagelser af Champ. I 2003 blev der optaget lyde i søen, som et forskerhold fortolkede som ekkolokalisering fra et ukendt dyr. Andre eksperter mente, at lydene kunne stamme fra andre kilder. Intet af dette er dog blevet anerkendt som bevis. Hver ny optagelse møder de samme spørgsmål om kilde og fortolkning. Interessen har alligevel været stor. I 1980'erne vedtog Vermont og New York resolutioner, som skulle beskytte et eventuelt væsen i søen. Hvert år drager hobbyforskere ud med kameraer og ekkolod i håb om et gennembrud. Indtil videre er legenden fortsat levende, men ubekræftet, og netop det gør den så vedholdende. Dermed er sagen fortsat åben for både troende og skeptikere.

Legenden samler en virkelig sø, ældgamle fortællinger, et berømt fotografi fra 1977 og en række naturlige forklaringer. Det vigtigste at tage med sig er, at beretningerne er mange, mens beviserne mangler. Den, der vil vide mere, kan begynde med kryptozoologien, læren om dyr, hvis eksistens ikke er bekræftet. Bernard Heuvelmans skrev et grundlæggende værk om ukendte dyr, og Joseph Zarzynski har skrevet en bog om netop Champ. En god idé er også at læse om ferskvandsfisk og strømforhold i store søer. Så kan man selv vurdere, hvad vidnerne kan have set. Se altid efter, om kilderne skelner mellem vidneudsagn og målbare undersøgelser.