Eksorcisme gennem tiderne og kulturerne

Troen på, at onde kræfter kan tage bolig i et menneske eller et sted, er næsten lige så gammel som skriften. Næsten alle religioner har udviklet ritualer, der skal drive sådanne kræfter væk. Ordet går tilbage til græsk og betyder at binde ved ed. Oldtidens præster, evangeliernes Jesus og senere kirkens udpegede præster fik hver en rolle i traditionen. Også i jødisk, islamisk og hinduistisk praksis findes lignende handlinger med bøn, tekster og symboler. Ritualerne følger ofte faste mønstre, og kirken kræver i dag omhyggelig vurdering, før de bruges. Filmen »Eksorcisten« gjorde emnet kendt for et stort publikum, og læger og psykologer ser ofte andre forklaringer på de samme tilstande. Det gør historien både fascinerende og mangetydig.

Ordet og dets betydning

Mange forbinder ordet med mørke film og gamle kirker. Eksorcisme betyder egentlig at binde noget ved ed. Ordet stammer fra græsk. Det beskriver en handling, hvor man med ord og autoritet beder en ond kraft om at forlade en person, et sted eller en genstand. Nogle gange gælder det en bolig eller en hel landsby og ikke kun enkeltpersoner. Tanken er enkel, men udtrykkene er mange, fra bøn til røgelse og besværgelser. Ordet bruges i dag både om kirkelige ritualer og om folkelige skikke. Handlingen findes i mange traditioner og hører til de ældste elementer i religion og mytologi overhovedet. Den bygger på en tro på, at usynlige væsener kan påvirke menneskers liv. Hvor langt tilbage den tro kan spores, besvarer historien overraskende tydeligt.

Besværgelser i oldtidens verden

Svaret findes på lertavler fra Mesopotamien, hvor besværgelser mod dæmoner blev skrevet ned for flere tusind år siden. Præster, som kaldtes »ašipu«, læste dem højt over syge og urolige mennesker. Tekstene var ofte rytmiske og blev gentaget flere gange. Nogle gange formede man figurer af ler og lagde dem ved døren som beskyttelse. I Egypten brugte man formler, amuletter og salver til samme formål. Hos grækerne og romerne fandtes renselsesritualer og magiske papyrusruller, hvor ånder blev tiltalt ved navn. Studiet af religion og mytologi viser, at ånderne ofte havde bestemte navne, ansigter og hjemsteder. Det gjorde det lettere at tale til dem og beordre dem væk. Hvordan kristendommen tog traditionen til sig, giver historien en ny drejning.

Fra evangelierne til ritualet

Kristendommen tog den op fra begyndelsen. I evangelierne driver Jesus urene ånder ud af mennesker, blandt andet i synagogen i Kapernaum. Disciplene fik samme myndighed, og i oldkirken opstod der ligefrem en særlig opgave som eksorcist. Dåben rummede i lang tid bønner mod det onde, og også i den tidlige lutherske dåb indgik en kort afsværgelse af det onde. I 1614 udgav den katolske kirke et fast ritual, som blev revideret i 1999. I dag er det biskoppen, der udpeger de præster, som må udføre ritualet. Teksterne består af bønner, salmer og læsninger fra Bibelen. Præsten bruger Jesu navn som den afgørende myndighed. Kirken understreger, at man først skal vurdere nøje, om der er tale om en sygdom. Den kristne vej er dog kun én blandt mange.

Andre traditioner og kulturer

Andre traditioner har deres egne metoder. I østeuropæisk jødisk folketro kendes »dybbukken«. Det er en sjæl, som skulle have sat sig fast i en levende, og en rabbiner kunne læse bønner for at befri den. I islam kaldes recitation af koranvers mod onde påvirkninger for »ruqyah«, og her optræder jinn som en del af troen. Hinduistiske præster og lokale healere bruger mantraer, ild og offergaver. I buddhistiske lande læser munke beskyttende tekster højt. I Japan kender man præster, som renser mennesker og steder med bøn og salt. Hos sibiriske og afrikanske ånde-ledere forhandler man med ånderne i stedet for blot at jage dem bort. Forskellene er store, men ritualerne ligner hinanden på en bemærkelsesværdig måde.

Ritualets faste elementer

Ritualet har ofte de samme grundelementer. Der indgår bøn eller recitation, og lederen taler med fast autoritet, ofte i en bestemt rækkefølge af vers eller formler. Rummet gøres ofte klart på forhånd med bøn eller røgelse. Mange bruger hellige genstande som vievand, salt, et kors, røgelse eller amuletter. Navne spiller en stor rolle, for at nævne noget ved navn betragtes som en måde at få magt over det. Gentagelser skaber rytme og alvor. Som regel er der også hjælpere til stede, som beder med eller holder rummet roligt. Ritualet slutter normalt med en velsignelse eller en afsluttende bøn. Efterfølgende følger ofte en tid med bøn og samtale. Hvordan sådanne ritualer ses i dag, afhænger af, hvem man spørger.

Mellem tro og lægevidenskab

Filmen »Eksorcisten« fra 1973 gav mange et billede af ritualet, som er langt mere dramatisk end virkeligheden. Præster og forskere peger på, at de fleste forløb er stille og består af bøn og samtale. Læger og psykologer forklarer ofte de tilstande, som tidligere blev kaldt besættelse. De peger på sygdom, traume eller stærk psykisk belastning. For troende er der derimod en åndelig side, som lægevidenskaben ikke kan måle. Begge synsvinkler lever side om side, og den katolske kirke kræver som sagt lægelig vurdering først. Kulturhistorikere ser eksorcisme som et vindue til, hvad et samfund frygter og beskytter sig imod. Debatten er sjældent enkel, for begge sider har gode grunde. Det gør emnet interessant langt uden for kirkerne.

Veje til dybere forståelse

På tværs af tider og kulturer handler det i bund og grund om ønsket om at skabe ro og orden i det uforklarlige. Vil du læse mere, så søg efter religionshistoriske værker og bøger om folketro og ritualer på biblioteket. Lad nysgerrigheden styre læsningen. Se også på, hvordan de forskellige traditioner beskriver ånder og beskyttelse. Mange har oplevet uro, mørke drømme eller en fornemmelse af noget uforklarligt omkring sig. Det er forståeligt at søge ro i en sådan situation. En samtale med en spirituel vejleder over telefonen kan give et lyttende øre og en anden vinkel. Vejlederen kan hjælpe dig med at sætte ord på det, du mærker, og pege på, hvad der kan skabe ro. Ved vedvarende ubehag er det desuden klogt at tale med en læge.