Den sorte madonna og hendes mysterium

Rundt om i Europas kirker og klostre står billeder af Jomfru Maria med mørk eller helt sort hud. Den sorte madonna har gennem århundreder draget pilgrimme til steder som Częstochowa i Polen og Montserrat i Spanien. Hvorfor huden er mørk, har længe været til diskussion, og svarene spænder fra sod og ælde til ældgamle gudinder. For nogle er forklaringen ganske jordnær, mens andre ser et ekko af tidligere tiders dyrkelse af den store moder. Uanset hvad har disse skikkelser en helt særlig tiltrækningskraft og forbindes med trøst, helbredelse og beskyttelse. I dag vækker de fornyet interesse hos både teologer og mennesker, der søger det kvindelige og mystiske i troen. At møde en sort madonna er at stå over for et af kristendommens smukkeste og mest gådefulde billeder.

En mørkhudet Maria

Med en sort madonna menes et billede eller en statue af Jomfru Maria, hvor huden er mørk eller helt sort. Ofte sidder Jesusbarnet på hendes arm, og også han fremstilles da med den samme mørke farve. Sådanne skikkelser hører til de mest gådefulde i europæisk religion og mytologi og har fascineret mennesker i mange hundrede år. De findes især i katolske egne, hvor de gennem tiden er blevet genstand for dyb hengivenhed. For de troende er farven sjældent det vigtigste, for det er nærheden og trøsten, der tæller. Mange oplever en helt særlig ro foran sådan en figur, som om hun bærer på en gammel og stille visdom. Hendes mørke ansigt virker både fjernt og nært på en og samme tid. Bedst kendt er dog nogle ganske bestemte skikkelser rundt om i Europa.

Berømte valfartssteder

Mest berømt er nok den sorte madonna fra Częstochowa, der regnes som et nationalt symbol i Polen. Hendes ansigt bærer to lange ar, som efter sagnet stammer fra et overfald på det hellige billede. I Spanien drager tusinder op til klosteret på bjerget Montserrat for at se den mørke Maria, katalanerne holder så højt. Lignende figurer findes i Frankrig, Italien og Schweiz, ofte knyttet til gamle klostre og bjerge. Disse steder er blevet et tilbagevendende motiv i folkelig religion og mytologi og samler fortsat mange besøgende. Rejsen til en sort madonna har for mange karakter af en indre rejse lige så meget som en ydre. Pilgrimme efterlader blomster, breve og tændte lys ved hendes fødder. Alligevel står ét stort spørgsmål tilbage, nemlig hvorfor huden overhovedet er sort.

Sod og ælde

Mange forskere peger på en ganske jordnær forklaring, nemlig århundreders røg fra tændte lys. I et kapel, hvor tusindvis af vokslys har brændt, lægger sod og os sig langsomt over alt. Maling og fernis mørkner desuden med tiden, og gammelt træ bliver dybere i farven år for år. Nogle figurer er endda skåret i mørke træsorter, der fra begyndelsen havde en næsten sort glød. Set sådan er den sorte farve ikke noget mysterium, men blot et naturligt spor af tid og tro. Da man engang restaurerede billedet i Częstochowa, valgte man bevidst at bevare den mørke tone. Farven var nemlig blevet en del af helgenbilledet selv og kunne ikke længere skilles fra det. Men ikke alle nøjes med den nøgterne forklaring, for andre ser noget langt ældre på spil.

Spor af ældre gudinder

Ifølge en anden tanke rækker den sorte madonna helt tilbage til tiden før kristendommen. Rundt om i Middelhavslandene dyrkede man dengang mægtige gudinder som Isis og Kybele. Flere af dem blev fremstillet med mørk hud og stod for jorden, frugtbarheden og livets dybe kræfter. Da kristendommen bredte sig, kan dyrkelsen af disse gudinder være gledet over i billedet af Maria. Den mørke farve skulle på den måde være et fjernt minde om den store moder, mennesket altid har søgt. Også Bibelen nævnes ofte, for i Højsangen står linjen "jeg er sort, men dejlig". For tilhængere af denne tanke er madonnaens mørke ikke en fejl, men en dyb og bevidst betydning. Uanset hvilken forklaring man vælger, er det dog hendes virkning på mennesker, der har gjort hende udødelig.

Trøst og mirakler

Gennem tiden er der knyttet utallige beretninger om undere til de sorte madonnaer. Syge er kommet for at bede om helbredelse, og barnløse har bedt om at få et barn. Andre har søgt beskyttelse mod krig, pest og ulykker og er rejst hjem med fornyet håb. Netop fordi hun virker så jordnær og moderlig, tør mange betro hende deres allerstørste sorger. Hendes mørke ansigt opfattes ikke som fjernt, men som dybt og rummeligt nok til at bære alt. Taknemmelige pilgrimme har gennem århundreder efterladt smykker, krykker og små tavler som tegn på bønhørelse. For mange handler det mindre om læren og mere om en helt nær og personlig fortrolighed. Måske er det netop denne følelsesmæssige kraft, der gør, at hun stadig taler til vores egen tid.

Mysteriet lever videre

I nyere tid har den sorte madonna fået en helt ny skare af beundrere. Inden for feministisk teologi ses hun som et billede på det kvindelige og guddommelige, der længe blev overset. Andre læser hende ud fra sjælens dybder og forbinder den sorte farve med det skjulte og ubevidste i os. For dem bliver hun et symbol på den side af livet, som er mørk, frugtbar og fuld af forvandling. Også mennesker uden for kirken føler sig draget af hendes blanding af styrke og mildhed. Bøger, kunst og rejser til hendes helligdomme vidner om en interesse, der langtfra er forsvundet. Hun rummer på én gang den fjerne fortid og et meget nutidigt behov for det hele og helende. Sådan er en gammel skikkelse blevet til et levende spejl for vores egen søgen.

Mellem fortid og nutid

Bag den sorte madonna ligger både kunsthistorie, dyb tro og en længsel, der er ældre end kristendommen selv. Vil man opleve hende, kan en rejse til Częstochowa eller Montserrat gøre stærkt indtryk. Men også billeder set på nært hold rører mange. En god vej videre er at læse religionshistorie om dyrkelsen af Maria og om det kvindelige i troen. Selv et par sider i Højsangen kaster nyt lys over linjen om den, der er sort og alligevel dejlig. Inderst inde handler det om helt almene spørgsmål om trøst, beskyttelse og det at føle sig båret. Har man brug for at vende sådanne tanker med et andet menneske, kan en fortrolig telefonsamtale med et medie give ro. En synsk kan være med til at belyse den længsel, et sådant billede ofte vækker. Hvad enten man søger viden, trøst eller blot et øjebliks ro, har den sorte madonna stadig noget at give.