Aboriginsk drømmetid og verdens skabelse

Den australske oprindelsesbefolkning har i titusinder af år båret på fortællinger om, hvordan verden blev til. Fortællingerne handler om forfædre, der vandrede over et tomt land og gav det form, navne og love. Flere af dem forklarer, hvorfor visse dyr ser ud, som de gør. I dag lever de videre i sange, ceremonier og malerier. Hver egn har sine egne versioner, og de er knyttet til konkrete floder, klipper og vandhuller. Undervejs træder Regnbueslangen, sangstierne og de hellige steder frem, så landskabet fremstår som en levende bog. Kunsten spiller også en stor rolle, for den holder fortællingerne i live. Og så er der spørgsmålet om, hvorfor traditionen stadig taler til mennesker langt uden for Australien.

Drømmetidens egentlige betydning

Ordet drømmetid giver let et forkert indtryk, for det handler ikke om nattens drømme. Begrebet kom ind i fagsproget i slutningen af 1800-tallet. To antropologer oversatte dengang et ord fra arrernte-folket i Centralaustralien. Det udtrykker en tidløs verden, hvor forfædre skabte land, dyr og love. Oversættelsen er en tilnærmelse, og mange aboriginere bruger hellere ord fra deres egne sprog. Inden for religion og mytologi findes der få forestillinger, som rækker så langt tilbage og stadig er så levende. Hver gruppe har sit eget ord for det, for eksempel »tjukurpa« hos anangu og »jukurrpa« hos warlpiri. Svaret på, hvordan verden fik sit udseende, ligger hos de skikkelser, som dengang vandrede rundt og formede alting.

Forfædrene der formede landet

Skikkelserne omtales som forfædre eller skabervæsener, og de kan optræde både som mennesker og som dyr. Religion og mytologi mødes her på en måde, som få herhjemme er vant til. Fortællingerne er både lov og fælles hukommelse. Nogle skikkelser er venlige, andre er drilske eller farlige. Regnbueslangen er en af de mest udbredte skikkelser. Den knyttes til vandhuller og floder og kan både give liv og true. I Kimberley i det nordvestlige Australien malede man Wandjina, regnens og skyernes ånder, med store øjne og uden mund. Hver skikkelse forklarer, hvorfor en bakke ligger, hvor den ligger, eller hvorfor en kilde aldrig tørrer ud. Hvordan så gamle fortællinger holdes i live uden skrift, afhænger af noget helt andet end bøger.

Sange som kort over landskabet

Hemmeligheden er sang. Fortællingerne bæres af melodier, der går i arv fra generation til generation, og som gør det lettere at huske dem helt præcist. Nogle sange beskriver en rute gennem landskabet, fra vandhul til vandhul og fra klippe til klippe. Disse ruter kaldes sangstier, og de kan strække sig over hundredvis af kilometer. Rytmen hjælper hukommelsen, og mange sange gentages ved ceremonier gennem hele året. Hver gruppe kender ofte kun sin egen strækning, og først når strækningerne sættes sammen, høres hele rejsen. Den, der kender sangen, kan i princippet finde vej gennem ørkenen uden kort. En sang kan desuden skifte sprog, når den krydser grænsen til et nabofolk, mens melodien forbliver den samme. Hvorfor landet selv er så vigtigt at synge om, viser sig tydeligst på de hellige steder.

Hellige steder og tilhørsforhold

For aboriginerne er landet ikke en kulisse, men noget nærmest levende, som man er i familie med. Hvert sted rummer spor af det, forfædrene gjorde dengang, og derfor er mange steder hellige. Uluru i Australiens røde centrum er det mest kendte eksempel. Et vandhul er derfor aldrig bare et vandhul. Nogle steder må kun bestemte personer besøge, og andre kræver, at man først præsenteres for stedet af de lokale. Anangu fortæller om pythonkvinden Kuniya og den giftige slange Liru, og næsten hver sprække og hule i klippen har sin betydning. Man hører til et bestemt stykke land, og man har pligt til at passe på det. Selv dem, der flytter langt væk, regner ofte stadig deres hjemegn for deres egentlige tilhørssted. Hvordan alt dette kommer til udtryk, ses bedst i kunsten.

Fortællinger i farver og punkter

Kunsten er den mest synlige vej ind i fortællingerne. På klippevægge i Kakadu og Arnhem Land findes malerier, som er mange tusind år gamle. Senere kom barkmalerier, hvor fisk, slanger og forfædre males med naturlige farver. I 1971 begyndte en gruppe mænd i bosættelsen Papunya at male med akrylmaling på plader. Dermed opstod den stil med prikker, cirkler og slyngede linjer, som mange kender i dag. En cirkel kan betyde et vandhul og en slynget linje en rejse. Hvert maleri hører til en bestemt families fortælling, og kun den familie har ret til at male den. Mange værker hænger i dag på kunstmuseer verden over. Prikkerne dækker ofte over de mest hellige lag, så kun indviede forstår hele historien. Hvordan en så gammel tradition klarer sig i en moderne verden, er en historie for sig.

En tradition der stadig lever

Traditionen klarer sig, fordi drømmetiden aldrig regnes som fortid. Den opfattes som en kraft, der stadig virker i landet og i menneskene. Ældre giver fortællingerne videre til børn gennem sang, dans og ceremonier, ofte på de gamle sprog. Noget af viden er kun beregnet for indviede, og derfor deles mange historier slet ikke med udenforstående. Det regnes for en del af traditionens styrke og ikke for en mangel. Samtidig skriver aboriginske forfattere og illustratorer børnebøger og romaner. De formidler udvalgte fortællinger til et bredt publikum, og bøgerne læses både i Australien og langt væk. Mange besøgende oplever fortællingerne bedst ved at lytte til lokale fortællere, der selv vælger, hvad de vil dele.

Næste skridt på stien

Kernen i drømmetiden er troen på, at skabelsen aldrig helt er slut, og at sange, landskaber og kunst bærer den videre. Vil du læse mere, så begynd med religionshistorie og antropologi, som begge beskriver oprindelige folks verdensbilleder. Danske museer med etnografiske samlinger er et godt sted at se aboriginsk kunst på tæt hold. Søg også efter bøger, hvor aboriginske ældre selv fortæller. Fortællinger om oprindelse og om det sted, man hører til, vækker ofte spørgsmål om ens eget liv. Nogle finder, at de tanker bedst får luft i en samtale med en synsk rådgiver over telefonen. En medial vejleder kan hjælpe med at sætte ord på følelsen af at høre til, og det kan give ro og retning i hverdagen.