Sort magi og troen på forbandelser

Næppe noget emne har vakt så meget både rædsel og nysgerrighed som sort magi. Begrebet dækker over en magi, der skal skade, styre eller straffe, og det stilles ofte op over for den hvide magi, der vil hele og beskytte. Skellet er dog langtfra skarpt, for den samme handling kan kaldes ond eller god alt efter hensigten bag. Op gennem historien har mennesker frygtet forbandelser, det onde øje og hemmelige troldomsbøger som de berygtede Cyprianus-bøger. Mod faren satte man amuletter, bønner og små ritualer, der skulle holde det onde fra døren. I dag lever den sorte magi mest videre i bøger, film og en stille fascination af det forbudte. At forstå den er at forstå noget om frygt, magt og menneskets evige forhold til det, vi ikke kan se.

Magi der vil skade

Ved sort magi forstås en magi, der bruges til at skade, true eller tvinge andre mod deres vilje. Hvor de fleste former for magi søger held, kærlighed eller helbred, vender den sorte side sig mod skade og hævn. Den regnes som den mørkeste side af heksekunst og har til alle tider været omgærdet af både frygt og forbud. Selve troen på sådan en kraft bygger på, at ord, vilje og ritualer kan gribe ind i en andens liv. For den, der frygtede den, var sygdom, uheld og død pludselig noget, et menneske kunne sende mod en. Netop derfor blev den sorte magi knyttet til skygger, nat og hemmelige sammenkomster. Det betyder dog ikke, at grænsen mellem ond og god magi altid har været let at trække. Faktisk afhænger det meste af noget så enkelt som hensigten bag.

Hensigten afgør alt

Forskellen mellem sort og hvid magi ligger ikke i metoden, men i målet med den. En urtekur kan hele en syg, men den samme viden kan i teorien bruges til at gøre nogen syg. I ældre tiders heksekunst var skellet derfor langtfra altid skarpt optrukket. De kloge mænd og koner, som folk søgte til, kunne både løse en forbandelse og efter sigende kaste en. Mange opfattede al magt over det skjulte som farlig, uanset om den blev brugt til godt eller ondt. En heler kunne den ene dag være landsbyens ven og den næste blive mistænkt for det modsatte. Selve hensigten lå skjult i hjertet og kunne hverken ses eller bevises af andre. For at forstå frygten må man se på de former, den sorte magi siges at have taget.

Forbandelser og det onde øje

Op gennem historien har den sorte magi vist sig i mange skikkelser verden over. Mest kendt er forbandelsen, hvor onde ord og bevidste ønsker rettes mod en helt bestemt person. Lige så udbredt var troen på det onde øje, hvor et enkelt misundeligt blik alene kunne bringe ulykke. Andre fortællinger handler om elskovsmagi, der skulle tvinge en andens følelser i en bestemt retning. Endnu mørkere var nekromantien, hvor man søgte at hente svar og kraft fra de døde. Fælles for det hele var troen på, at en usynlig vilje kunne forme et andet menneskes skæbne. I norden samlede man til sidst en del af denne viden i hemmelige bøger, der gik fra hånd til hånd. Netop disse bøger fik med tiden et helt særligt og uhyggeligt ry.

Bøger fulde af trolddom

Sådan en bog kaldte man i Danmark og Norge for en sortebog eller en Cyprianus. Navnet stammer fra en sagnfigur, en troldmand ved navn Cyprianus, der skulle have skrevet den første af slagsen. Bøgerne indeholdt efter folketroen opskrifter på alt fra at finde tyve til at skade sine fjender. Mange mente, at en sortebog ikke kunne brændes, og at den altid vendte tilbage til sin ejer. At eje en sådan bog gav status, men også en gnavende frygt for, hvad den kunne trække med sig. Ofte tilskrev man bøgerne til præster og kloge folk, som man troede sad inde med skjult viden. Sandheden er, at de fleste sortebøger var en broget blanding af husråd, bønner og overtro. Alligevel var folk dybt bange for den, der kunne tænkes at slå op i sådan en bog.

Værn mod det onde

Frygten for at blive ramt af ond magi satte dybe spor i folks dagligdag. Følte man sig forbandet, kunne enhver sygdom eller uheld pludselig ligne et angreb udefra. Derfor omgav man sig med alskens værn som amuletter, jern over døren og korsets tegn mod det onde. Visse urter, salt og bestemte bønner skulle ligeledes holde de mørke kræfter på afstand. I dag ved vi, at selve troen på en forbandelse kan gøre et menneske både ængsteligt og sygt. En stærk forventning om ulykke kan nemlig påvirke både humør, søvn og helbred ganske håndgribeligt. Sådan set lå en del af den sorte magis kraft i hovedet på den, der frygtede den. Med tiden har vores syn på hele dette område dog ændret sig ganske markant.

Det forbudtes tiltrækning

I vores egen tid har den sorte magi for længst mistet sin gamle rædsel. Den dukker i stedet op i romaner, film og spil, hvor den ofte får et romantisk og dragende skær. Nogle moderne åndelige retninger arbejder bevidst med magi, men de fleste lægger vægt på ikke at skade andre. Mange nutidige hekse følger ligefrem en leveregel om at undgå at volde nogen ondt. For andre er hele området ren overtro, en levning fra en tid, der frygtede det, den ikke forstod. Tilbage står dog en stædig fascination af tanken om, at vilje og ord kan rumme en skjult kraft. Måske handler det mindre om magi og mere om vores ønske om at forstå det uforklarlige. Sådan er en gammel frygt blevet til et spejl for vores egen nysgerrighed efter det skjulte.

Lys i det skjulte

Til syvende og sidst fortæller den sorte magi os mindre om overnaturlige kræfter og mere om mennesket selv. Det vigtigste at tage med er, at det altid var hensigten, ikke metoden, der gjorde magien sort. Vil man vide mere, gemmer den danske folkemindeforskning på et væld af fortællinger om sortebøger og kloge folk. Også religionshistorien kan give et roligt overblik over magiens lange og brogede vej. For mange handler nysgerrigheden i bund og grund om et ønske om at forstå det, vi ikke kan se. Søger man selv svar på den slags spørgsmål, kan en samtale med et clairvoyant menneske kaste lys over tankerne. Vejledning hos en synsk over telefonen kan give både ro og en ny vinkel, når noget tynger. Frem for gamle forbandelser er det netop lyset, indsigten og fortroligheden, de fleste søger i dag.