Bogomiler og troen på en ond verden

Kun få kender i dag bogomilerne, selvom de hører til middelalderens mest gådefulde bevægelser. Denne bevægelse opstod i Bulgarien for over tusind år siden og spredte sig siden gennem hele Balkan. Bogomilerne mente, at hele den synlige verden var skabt af en ond magt, mens sjælen i hemmelighed hørte til hos den gode Gud. Derfor vendte de ryggen til kirkens magt, dens billeder og selv korset, som de nægtede at ære. De levede enkelt og fromt og bad frem for alt den bøn, vi i dag kender som Fadervor. Med tiden påvirkede deres tanker katharerne i Vesten, før de selv blev hårdt forfulgt og til sidst forsvandt. At forstå bogomilerne er at åbne et af de mest gådefulde kapitler i kristendommens lange historie.

En glemt bevægelse

Som en af middelalderens mest opsigtsvækkende bevægelser udfordrede bogomilerne alt, hvad kirken stod for. De så på verden med helt andre øjne og mente, at det meste af det jordiske var fordærvet. Deres tankegods regnes i dag som et tidligt udtryk for kristen esoterisme og en søgen efter en dybere, skjult viden. For dem var det ikke nok at følge kirkens regler, for sandheden lå dybere og var forbeholdt de få. Navnet stammer fra en mand, der efter sigende hed Bogomil, hvilket betyder noget i retning af kær for Gud. Allerede her aner man, at denne gruppe så sig selv som særligt udvalgte og indviede. De levede stille og tilbagetrukket, men deres idéer bredte sig hurtigt fra mund til mund. For at forstå dem må man tilbage til den tid og det sted, hvor det hele begyndte.

Født i Bulgarien

Alt tog sin begyndelse i Bulgarien engang i det tiende århundrede. Her stod en præst ved navn Bogomil frem og begyndte at prædike en helt anden form for tro. Hans budskab faldt i god jord hos almindelige mennesker, der følte sig svigtet af en rig og fjern kirke. Bevægelsen byggede dog ikke kun på noget nyt, for den trak også på ældre dualistiske idéer. Tanker fra blandt andet de tidligere paulikianere og fra gammel esoterisme flød sammen til noget helt eget. Forestillingen om to evige magter, en god og en ond, var således ikke opfundet fra bunden. Bogomil og hans tilhængere samlede den blot i en ny og mere slagkraftig form. Kernen i det hele var netop dette skarpe og uforsonlige skel mellem to verdener.

To magter to verdener

Hjertet i bogomilernes tro var en dyb modsætning mellem ånd og stof. De mente, at den gode Gud havde skabt sjælen og den usynlige verden af lys. Den synlige verden derimod, med dens stof og kroppe, var værk af en ond magt. Denne onde skaber blev af nogle kaldt Satanael og set som en falden søn af Gud. Mennesket var derfor en fange, en gnist af lys spærret inde i et fængsel af kød. Frelsen lå i at vække denne gnist og hjælpe sjælen tilbage til sit sande hjem i lyset. Den, der nåede frem til en sådan indsigt, kunne håbe at slippe fri af stoffets tunge greb. Netop derfor regnede de alt jordisk som noget, man skulle frigøre sig fra. Med et så dystert syn på verden er det ikke svært at forstå deres opgør med kirken.

Opgør med kirken

Hele den mægtige kirke var i bogomilernes øjne et tegn på den onde verdens magt. De afviste både præsternes myndighed, de prægtige kirkebygninger og hele det kirkelige hierarki. Korset ville de slet ikke ære, for i deres øjne var det blot redskabet bag Kristi pinsel. Også hellige billeder, relikvier og al den slags ydre pragt vendte de ryggen til. Endnu mere opsigtsvækkende var det, at de afviste Det Gamle Testamentes skabergud som ond. For dem var dåben med vand og nadveren blot tomme handlinger uden virkelig kraft. Sand tro handlede i stedet om renhed, indre viden og et nøjsomt liv langt fra verdens fristelser. Spørgsmålet er så, hvordan et så strengt ideal kom til udtryk i deres daglige liv.

Liv i renhed og bøn

Hverdagen hos bogomilerne var så enkel og from, som troen krævede det. De delte sig groft sagt i to grupper, nemlig de menige tilhængere og de få fuldkomne. De fuldkomne levede særligt strengt og afholdt sig fra kød, vin og ægteskab. Kun de færreste nåede dette niveau, mens flertallet levede et noget mere almindeligt liv. Børn og familieliv hørte jo til den jordiske verden, som de netop ville frigøre sig fra. Bønnen fyldte meget, og frem for alt gentog de Fadervor mange gange om dagen. De byggede ingen kirker, men mødtes i al stilhed i hjem og under åben himmel. Et sådant liv gjorde dybt indtryk på samtiden og vandt bevægelsen mange nye tilhængere. Derfor varede det ikke længe, før bogomilernes idéer rejste langt ud over Bulgariens grænser.

Arven efter bogomilerne

Fra Bulgarien spredte læren sig hurtigt gennem hele Balkan og ind i Byzans. I Bosnien fik dualistiske tanker så stærkt fodfæste, at de længe prægede landets egen kirke. Endnu vigtigere blev forbindelsen til Vesten, hvor katharerne i Sydfrankrig tænkte på næsten samme måde. Mange ser derfor bogomilerne som et østligt forbillede for de berømte katharer. Begge bevægelser blev dog mødt med hård modstand fra både den østlige og den vestlige kirke. Anklaget for kætteri blev de forfulgt, og deres skrifter blev for en stor del brændt. Med tiden, og ikke mindst under det osmanniske styre, forsvandt bogomilerne næsten sporløst. Tilbage står et navn, der stadig vækker nysgerrighed hos alle, der interesserer sig for troens skjulte sider.

Tankernes lange rejse

Trods deres undergang rummer bogomilerne nogle af de største spørgsmål, mennesket kan stille. Det vigtigste at tage med er deres dristige tanke om en evig kamp mellem lys og mørke. Vil man vide mere, giver religionshistorien et roligt indblik i middelalderens mange dualistiske strømninger. Sporene fører hurtigt videre til katharerne i Vesten, som deres tanker er nært beslægtede med. En dualistisk tekst som "Johannes' hemmelige bog" giver desuden et sjældent kig ind i deres forestillingsverden. Under overfladen handler det om helt almene spørgsmål om det gode, det onde og sjælens vej. Sidder man tilbage med sådanne tanker, kan en samtale med en åndelig vejleder over telefonen give ro. Et clairvoyant menneske kan på den måde være med til at kaste lys over de helt store spørgsmål.