Dyrkelse af de døde og forfædrenes magt

Så længe mennesket har levet, har det også på en eller anden måde dyrket sine døde. Dyrkelse af de døde handler om at ære dem, der er gået bort, og om troen på, at de stadig er nær. Fra de ældste stenaldergrave med gaver til de afdøde til nutidens lys på en kirkegård går der en lige linje. I det gamle Egypten byggede man mægtige grave, mens man i Kina i mange årtusinder har æret sine forfædre med ofre. Andre steder fejrer man de døde med farver, fest, blomster og mad, som var de stadig en del af familien. Bag alle disse skikke ligger det samme dybe ønske om, at båndet til de elskede ikke skal briste. At forstå denne ældgamle tradition er at forstå noget helt grundlæggende om mennesket selv og dets håb.

Båndet til de døde

Omsorgen for de døde er en af de ældste og mest udbredte skikke, mennesket kender. Bag den ligger troen på, at den afdøde ikke forsvinder helt, men lever videre i en anden form. De døde tænkes ofte at kunne se, høre og endda gribe ind i de efterladtes daglige liv. Derfor er forfædre og afdøde et helt centralt tema i al religion og mytologi verden over. Man passer deres grave, bringer dem gaver og taler stille til dem, som var de stadig til stede. For mange handler det slet ikke om frygt, men om kærlighed, taknemmelighed og dyb respekt. De døde bliver på den måde ved med at høre til både i familien og i hele fællesskabet. Men selve trangen til at ære de døde rækker længere tilbage, end man skulle tro.

Ældre end skriften

Dybt i forhistorien begravede mennesker deres døde med stor omhu. I oldgamle grave har man fundet mad, smykker, redskaber og våben, lagt med til den lange rejse efter døden. Sådanne fund røber, at troen på et liv efter dette er næsten lige så gammel som mennesket selv. Næsten alle kulturer, vi overhovedet kender til, har på hver sin egen måde dyrket deres døde. Derfor regnes forfædredyrkelsen som en af de ældste rødder til al religion og mytologi. Tanken om, at de døde stadig er der, ser ud til at være dybt menneskelig. Måske er det netop selve mødet med døden, der i sin tid har vakt de allerførste religiøse forestillinger. Ingen steder i oldtiden blev denne tro dog så storslået som ved Nilens bredder.

Egyptens store grave

Langs Nilen udviklede egypterne en af historiens mest gennemførte dyrkelser af de døde. De troede, at sjælen levede videre, men kun hvis kroppen og mindet blev bevaret. Derfor balsamerede de deres døde og lagde dem i grave fyldt med alt, de kunne få brug for. De vældige pyramider var i bund og grund storslåede og evige grave for landets konger. Til de døde hørte også bønner og besværgelser, som vi kender fra det, man kalder "Dødebogen". Hver eneste dag bragte de efterladte mad og drikke til graven, så den afdøde ikke skulle sulte. For egypterne var døden ikke en afslutning, men begyndelsen på en lang og farefuld rejse. Helt anderledes, men lige så inderligt, dyrkede man de døde længere mod øst.

Forfædre i Østen

Længere mod øst, især i Kina, har man i årtusinder dyrket sine forfædre med stor hengivenhed. Her tror mange, at de afdøde stadig våger over slægten og derfor bør vises taknemmelighed og respekt. I hjemmet stiller man ofte små tavler op med forfædrenes navne og bringer dem mad og andre ofre. Ved bestemte fester går familier til gravene, gør dem rene og medbringer mad og blomster. Tanken om at ære sine forældre og forfædre er en hjørnesten i hele den kinesiske kultur. At forsømme de døde kunne efter troen bringe uheld og ulykke over en hel familie i generationer. På den måde binder dyrkelsen af de døde generationerne sammen i en ubrudt kæde. Endnu flere ansigter viser denne skik dog rundt om i verden.

Mange ansigter

Verden over har dyrkelsen af de døde antaget vidt forskellige former. I det gamle Rom dyrkede man husånder og afdøde slægtninge med faste ofre i hjemmet. I Mexico fejrer man stadig de dødes dag med farver, musik, mad og smilende dødningehoveder. I dele af Afrika regnes forfædrene som levende medlemmer af familien og som bindeled til det guddommelige. Og i Norden lagde man sine døde i store høje og troede, at de kunne leve videre derinde. Nogle steder er stemningen alvorlig og from, mens den andre steder er lys og næsten festlig. Fælles er dog troen på, at de døde stadig hører til blandt os og fortjener en synlig plads. Spørgsmålet er, hvorfor netop denne skik findes hos næsten alle folkeslag.

Mindet der består

Svaret hænger sammen med nogle af de dybeste behov, vi mennesker har. At ære de døde giver en følelse af, at livet hænger sammen på tværs af generationer. Det skaber en dyb tryghed at vide, at man selv en dag vil blive husket af dem, der kommer efter os. Samtidig er det en kilde til trøst, for det mildner tanken om, at døden skiller os helt. Også i kristen tradition lever skikken videre, blandt andet omkring allehelgen og alle sjæles dag. Mange tænder stadig et lys på en grav eller står stille et øjeblik ved et kært og savnet navn. Selv helt uden tro føler de fleste en trang til at mindes dem, de har mistet. Sådan lever en ældgammel skik videre, hver gang vi nævner en afdøds navn med kærlighed og varme.

Døden som forbindelse

Tværs gennem tid og kulturer fortæller dyrkelsen af de døde om et håb, der er ældre end al skrift. Det vigtigste at tage med er, at de fleste folkeslag har nægtet at lade døden få det sidste ord. Vil man vide mere, giver religionshistorie og antropologi et rigt indblik i verdens mange dødekulter. Herhjemme kan man mærke skikken helt nært ved at tænde et lys på en grav omkring allehelgen. At passe et gravsted eller fortælle om en afdød holder mindet og forbindelsen levende. For mange handler sorg og savn dybest set om at bevare båndet til den, man har mistet. Savner man en, der er gået bort, finder nogle trøst i at tale med et medie om netop det. På den vis bliver en af menneskets ældste trang, trangen til at mindes, ved med at give både mening og lindring.