Heksesabbat mellem sagn og virkelighed

Forestillingen om heksesabbatten har sat sig dybt i nordisk folketro, hvor hekse om natten fløj af sted til fjerne bjerge for at danse, feste og slutte pagt med onde magter. Billedet voksede frem i senmiddelalderens Europa og fik sin egen danske form, hvor Bloksbjerg blev det sted, enhver heks angiveligt søgte mod. Bag de farverige sagn lå en alvorlig virkelighed, for troen på sabbatten gav næring til årtiers forfølgelse og talrige retssager mod både kvinder og mænd. Samtidig lever sabbatten videre i sankthansbålet, i nutidens hekserier og i den nysgerrighed, som mange stadig nærer over for det skjulte. At forstå heksesabbatten er at forstå, hvordan frygt, fantasi og fællesskab kan smelte sammen til et af historiens mest sejlivede billeder.

Mørkets sammenkomst

En heksesabbat var i folketroens forestilling et hemmeligt natligt møde, hvor hekse samledes langt fra menneskers øjne. Her dansede de, festede og hyldede mørke magter, ofte under ledelse af djævelen selv. Sabbatten hørte natten til, til de timer hvor almindelige folk sov, og hvor alt det forbudte fik frit løb. Forestillingen knyttede sig tæt til al slags heksekunst. Netop her menes heksen at have fornyet sin magt og sin pagt. Maden var overdådig, musikken vild, og dansen gik baglæns rundt om ilden. Folk fortalte om salver, der kunne få kroppen til at lette, og om dyr, der talte med menneskestemmer. Sabbatten var med andre ord en omvendt verden, hvor alt det, dagslyset forbød, pludselig var tilladt. Men selve billedets oprindelse er en historie, der rækker langt tilbage i tiden.

Trolddommens nye ansigt

Idéen om sabbatten voksede frem i senmiddelalderens Europa. Her begyndte kirkelige lærde at sammenkæde folkelig trolddom med dyrkelse af djævelen. Tidligere så man hekse som enkeltpersoner med sære evner, men nu opstod tanken om et helt netværk, der mødtes i det skjulte. Lærde værker beskrev pagter, flyvning og store forsamlinger, og disse tanker rejste hurtigt mod nord. I Danmark blandede de sig med ældre nordisk overtro om kloge koner og natlige væsener. Mange opfattede nu enhver form for heksekunst som et sikkert tegn på en pagt med det onde. Sagnene fik dermed et mørkere lag, hvor det enkelte menneskes evner blev forvandlet til en fælles trussel mod hele egnen. Tanken om et fast mødested var nu plantet, og snart kredsede fortællingerne om ét bestemt sted i landskabet.

Rejsen til Bloksbjerg

Det sted, alle fortællingerne pegede mod, var frem for alt Bloksbjerg. Her, på et fjernt og uhyggeligt bjerg, mødtes heksene efter sigende. Rejsen derhen var lige så forunderlig som målet, for heksen fløj gennem natten på en kost, en gryde eller et levende dyr. Mange sagn fortæller, hvordan hun først smurte sig ind i en særlig salve, før hun kunne lette fra jorden. Salven gav krop og sind en sælsom lethed, og enkelte forskere mener i dag, at urterne i den kunne fremkalde ægte syner. Skorstenen var den foretrukne vej ud, for gennem den slap heksen bort uden at vække husets folk. Undervejs flokkedes andre hekse på himlen, og børn blev advaret mod at kigge op mod månen de forkerte nætter. Bloksbjerg lå langt borte, måske i Tyskland, måske kun i fantasien. I folketroen var bjerget dog lige så virkeligt som nabosognet. Når heksene endelig nåede frem, ventede der dem et helt særligt selskab.

Pagten og gildet

Selskabet, der ventede på bjerget, var alt andet end fredeligt. Ifølge sagnene tronede djævelen midt i forsamlingen, undertiden i skikkelse af en sort buk med gloende øjne. Heksene hyldede ham, fornyede deres pagt og fik til gengæld løfter om magt og hævn. Derefter fulgte et vildt gilde med mad, drikke og en dans, der gik baglæns rundt om bålet. Musikken var skæv, og latteren lød hul, for alt ved sabbatten var en spejlvending af den kristne gudstjeneste. Enkelte beretninger fortæller om en sort messe, hvor bønner blev fremsagt bagvendt, og hvor hellige ting blev hånet. Inden daggry skiltes flokken, og hver heks fløj hjem, før hanen galede og natten slap sit tag. For datidens mennesker var disse billeder ikke underholdning, men en højst virkelig fare. Netop derfor fik troen på sabbatten en langt mere alvorlig følge end blot gys ved arnen.

Da troen blev dødelig

Den alvorlige følge viste sig i retssalene, hvor en anklage om sabbat kunne koste livet. I 1600-tallets Danmark blev hundreder af mennesker, især kvinder, stillet for retten anklaget for trolddom. Christian den Fjerdes forordning fra 1617 gjorde djævlepagt strafbart og satte for alvor skub i forfølgelserne. Under forhør og tortur tilstod mange netop det, dommerne ville høre, blandt andet ridt til Bloksbjerg og dans med djævelen. En af de mest kendte sager er fortællingen om Maren Splids fra Jylland, der blev brændt på bålet i Aalborg i 1641. Hendes skæbne viser, hvordan en nabostrid og lidt rygter kunne ende i flammerne. Bag de farverige sagn lå altså en bitter virkelighed, hvor frygt og sladder fik magt over liv og død. Heldigvis lever sabbatten i dag mest videre i langt mildere skikkelser, ikke mindst i en fest, de fleste danskere kender.

Heksen på sankthansbålet

Festen, de fleste danskere kender, er Sankt Hans, hvor bålet flammer op den 23. juni. Øverst på bålet sidder ofte en heks af halm og gamle klude, som ilden får lov at fortære. Skikken bygger på en gammel tro om, at ild og larm kunne jage onde magter på flugt, netop den nat hvor de stod stærkest. Mange synger med på Holger Drachmanns midsommervise, mens gnisterne stiger mod den lyse nattehimmel. Også Valborgsnat sidst i april har historisk været knyttet til hekse og deres natlige færd. I dag tror ingen længere, at halmheksen flyver til Bloksbjerg, men billedet lever videre som en leg med fortiden. Bålet samler familier og naboer, og kun de færreste tænker på de mørke retssager, der engang gav skikken næring. Sådan er en grum overtro blevet til en varm sommertradition, båret af sang, lys og fællesskab.

Fra overtro til levende arv

I nutiden står sagnene om sabbatten et helt andet sted end for fire århundreder siden. Vil man grave dybere, byder den danske folkemindeforskning på rig hjælp. Just Mathias Thieles klassiske samling af danske folkesagn er et godt sted at begynde. Den, der vil forstå retssagerne, kan søge mod nyere danske historikere som Louise Nyholm Kallestrup. I nutidig hedensk praksis lever ordet sabbat desuden videre i årshjulet, hvor de otte årstidsfester følger naturens skiften. For mange er heksekunst i dag ikke frygt, men en stille søgen efter mening og rytme. Føler man trang til at vende den slags spørgsmål med en anden, kan en samtale med et medie over telefonen give ro. En synsk vejleder lytter uden at dømme og hjælper med at sætte ord på det, der rører sig indeni. Lad sagnene være en indgang, og lad nysgerrigheden føre dig videre mod bøgerne eller en fortrolig snak om livets gåder.