Spå om fremtiden

Evnen til at kunne spå om fremtiden er så vidt vi ved ikke noget, som enhver er udstyret med. Og af dem der har evnen, er der en hel del, der nok hellere ville være den foruden - og kun et fåtal, der omfavner og elsker den, for at kunne udnytte dens fulde potentiale. Hvorfor arter det sig så forskelligt fra person til person?

For at finde svar på dette skal vi se spørgsmålet i forbindelse med (mindst) tre eksterne faktorer: Kultur, historie og psykologi.

I nogle kulturer har spåmanden eller -kvinden ærespladsen i samfundet. Shamaner, vismænd, "de gamle", orakler - de er blevet opsøgt og spurgt til råds, og deres ord taget til efterretning. Konger og herskere har søgt vejledning i stridsspørgsmål, elskende om deres kærligheds fremtid. Viden er magt, og viden om fremtiden er det i desto større grad. Derfor er det om at holde sig til dem der sidder med den viden, og at udvise dem respekt, specielt når de vælger at spå om fremtiden.

Her i vores nordiske kultur er evner som det at kunne spå om fremtiden blevet anset som "anderledes", og det, der er anderledes gør os bange. På et punkt i historien, kort efter kristendommens indtog, blev den naturlige respekt for evnerne vendt til en større grad af frygt og endda had. De mange hekseprocesser, Salem som den mest velkendte og omtalte, er et tydeligt vidnesbyrd om dette. Talløse begavede og kundskabsrige mennesker led en forfærdelig skæbne som følge af falske beskyldninger, misforståelser, andres magtbehov, og i nogle tilfælde ren misundelse. Med det bagtæppe er det mere end forståeligt, at en person, der oplever at være i besiddelse af sådanne evner, vil være meget forsigtig med at bruge dem og med at lade andre forstå hvad de kan se og sanse. Når man for kun nogle generationer siden skulle frygte for sit liv hvis man havde sagt noget "forkert", så sidder det dybt at blotte sig for fremmede selv i dag. Endnu i dag er det lidt tabu, når man beder nogen om at spå om fremtiden.

Med den tredje faktor, psykologien, mener jeg hvordan den enkelte person takler og håndterer de evner de har fået. At se ting der ikke endnu er sket kan arte sig forskelligt, og det kan også være særdeles kraftige oplevelser. Hvis man som meget ung oplever at "se" ting, og man ikke ved hvad der sker og heller ikke har personer omkring sig der kan forklare det, så kan oplevelsen i sig selv være skræmmende nok til at man i fremtiden vil forsøge at undertrykke videre syner. Man kan ikke altid styre hvornår og i hvilken form man modtager information om ting der endnu ikke er sket, og det er heller ikke givet, at det man ser er en "happy ending". Det er svært ikke at  tage andres skæbner på sig, og hvis man ikke kan distancere sig fra triste eller forfærdelige syner, kan man få følelsen af at man selv går til grunde.

Jeg tror at de mennesker der både besidder evnen til at spå om fremtiden og beslutter sig for at optræne og bruge den, de gør det fordi de vil bruge den til at hjælpe andre. Der kan findes så megen trøst når man er i en fortvivlet situation, og der er nogen, der kan forsikre en om, at det kommer til at gå over - ikke kun som tomme ord, men fordi de faktisk ser og ved det. Og i kærlighed, der jo er blandt de vigtigste områder i de flestes liv, kan det være til hjælp at høre, at den person man lægger sine forhåbninger til måske alligevel vil vise sig at være den forkerte - så kan man være mentalt forberedt så man nemmere kan bære tabet når det sker. Så når du opsøger en spåkvinde- eller -mand vil du ganske sikkert møde et ægte godt menneske, der kun vil dit bedste når de vælger at spå om fremtiden.