Ankou

Kirkegårde og gravpladser har altid været en inspiration for utallige spøgelseshistorier og skrækfilm.

Urolige sjæle, der ikke kunne forliges med deres død vil rastløst strejfe omkring gravene. Døden i dens forskellige former har altid været skræmmende, og hvilket andet sted minder en mere om døden end en kirkegård?

Selv den mest modige person kan ikke undgå at det løber koldt ned af ryggen, hvis han skulle være tvunget til at overnatte på en gammel gravplads. Selv en sandsigerske, en spåkone eller en heks ville finde det ubehageligt.

De fleste af os har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med manden med leen, hvad enten det er gennem litteratur, medier eller hos en spåkone. Manden med leen beskrives som et skelet med en sort hætte over hovedet, eller som en hvidhåret lang mager mand i en begravelsesvogn, trukket af fire sorte heste. Dennes personlige hovedopgave er at overbringe en forestående død eller hjælpe fortabte sjæle til den rigtige side.

Kortet Døden som en spåkone har i sit tarotspil, ser tit ud som manden med leen.

Myten om en spøgelseslignende skikkelse, som ses på forskellige gravpladser i Europa og associeres med døden kaldtes tidligere en Ankou. En Ankou siges at være en slags sjæl, hvis opgave det var, at bevogte kirkegårde og skræmme alle, døde som levende, der kunne forstyrre freden hos den afdøde. I følge gamle traditioner skabes en Ankou ved at man begravede et ulykkeligt offer levende, når man tog en ny kirkegård i brug. Dette offers plagede sjæl blev så bundet til gravene og beskyttede dem, men havde også til opgave at hjælpe fortabte sjæle til den rette side.

Andre traditioner siger at den første som døde i et nyt år blev en Ankou, og han blev afløst det kommende år af den næste som døde. En Ankous udseende minder meget om Manden med leen, et hætteklædt skelet med en le i hånden, eller som en skyggelignende figur med hat og en le i hånden. Ankouen med hat siges at have som opgave, at køre rundt i hestevogn og hente de dødes sjæle. Historien siger at denne hestevogn stod parkeret udenfor de hjem, hvor nogen i huset lå for døden. Døden er en stor forandring for hver sjæl, og derfor siger de clairvoyante, at kortet står for forandring.

Engang imellem kunne Ankouen banke på døren inden han gik ind og give et dybt skrig fra sig, som levende i visse tilfælde kunne høre. Skriget lød som en blanding af et togs hvinende bremser og en ugle. Han havde også to spøgelseslignende medhjælpere, som hjalp til med at få den dødes sjæl ind i vognen. Hvis nogen midt om natten hørte det banke på døren, og de åbnede og der ikke var nogen, så ville dette være et skræmmende tegn for de fleste.

Hvis du mødte en Ankou midt om natten, var det bedst høfligt at hjælpe ham ellers var sandsynligheden stor for, at du blev hans næste offer. De fleste spåkoner jeg kender vil ikke spå om døden, og det vil jeg heller ikke.

Under en online spåning skal man udføre clairvoyant vejledning, ikke skræmme folk. Det kan dog være skræmmende for nogle at blive spået. Disse fortællinger om Manden med leen eller Ankou kan lyde som spøgelseshistorier, og der er ingen levende som kan vide om de er rigtige. En synsk person eller et medium kan tale med ånder, og mange spåkoner bruger engle, men så vidt jeg ved har ingen fået bekræftet disse historier.

Det er ikke farligt at blive spået, det er snarere en form for healing. Præcis som mange andre sandsigersker tror jeg på spøgelser, og eftersom jeg er synsk, så har jeg også set dem. Jeg plejer derimod ikke at opsøge dem for clairvoyant vejledning. De kommer til mig, hvis de vil. Men af den grund skal man holde sig fra, at gå rundt på kirkegårde midt om natten, og undgå at irritere lange mørkklædte figurer med en le i hånden.